Trip, Trap, Trægulve. Med en lettere omskrivning af mundheldet kan man udtrykke udviklingen for Danmarks førende producent af træplejemidler. Trip Trap WoodCare har for nogle år siden frigjort sig økonomisk fra sit ophav. Virksomheden med produktion i Lunderskov er i gang med en strategi for at optimere brandet i Danmark og samtidig sikre fortsat vækst i udlandet under navnet Woca. Trip Trap-navnet må ikke bruges i udlandet på grund af navneligheden med producenten af den norske Stokke-stol. Det danske firmanavn er TT WoodCare A/S.
Producenten benyttede Domotex 2010 til at introducere nye NMP-frie professionelle lakker og primere til alle typer trægulve. NMP er en kemisk komponent, som har været brugt til at styrke bindemidlet i lak, men som nu anses for kræftfremkaldende.
- Fra og med 2010 må NMP-indholdet i en lak højst udgøre fem procent. Vi vil som virksomhed gerne være så grøn som muligt, så derfor har vi valgt at gøre produkterne helt NMP-frie uden at gå på kompromis med lakkernes kvalitet og egenskaber, siger Birgitte Rossen, salgschef for Norden i TT WoodCare A/S.
Salg til det professionelle gulvmarked sker gennem grossisten SOWI-tec Aps i Herlev, der om kort tid suppleres med HH Gulvrådgivning i Nord-/Midtjylland og Gulvbutikken på Fyn og i Syd- og Sønderjylland.